Dengang jeg gik i folkeskole og havde engelsk, fik vi tilbudt, via min engelsklære, at få nye pennevenner fra hele Verden. Man kunne melde sig til et netværk, hvor man så kunne skrive, hvilke lande man ønskede pennevenner fra. Jeg ønskede fra USA, men modtog, senere hen, også breve fra en pige i Italien og breve fra drenge i Filippinerne. Udover disse fik jeg 2 pennvenner, 2 piger, begge fra USA. Som jeg husker det, nåede vi rent faktisk at skrive sammen i et par år, men som teenagealderen bød på nye interesser (læs: drenge og fester), løb det ud i sandet; desværre. Den ene husker jeg hele navnet på, men det er aldrig lykkedes mig at opstøve hende igen. Den anden husker jeg kun fornavnet på, og det er således fuldstændig umuligt at finde frem til hende. Hvad jeg vil frem til er, at siden mail, facebook og andre sociale medier er blevet vores primære skiftlige kommunikationsform, er ting som pennevenner og personlige breve efterhånden et levn fra en svunden tid. Og det er faktisk ret ærgerligt.