Selvom den mørke årstid er over os nu med fuld hammer, er det stadigvæk rigtig vigtigt at sørge for at komme ud, når dagslyset er der. Vi mennesker er lysvæsner, vi har brug for lyset for at føle os godt tilpas, ligesom der er mange processer i krop og psyke, der har brug for daglig lys. Det kan være svært at forblive motiveret til at komme ud, især når det er koldt, regner og blæser. Ikke desto mindre må vi gøre det for os selv. Hver årstid har sin charme, det er aldrig vejret, der er noget galt med, det er vores påklædning. Alt dette og mere til, kender vi alt for godt, og der er sandhed i det. Vi må bare tage os sammen at gøre det, og få gjort det til en vane på samme måde som vi børster tænder, går i bad eller spiser. Det gør vi uden at tænke over det, og sådan skal det også være i forhold til at være fysisk aktiv. Det er noget vi bare skal gøre uden at tænke over det.