»Kunst i Klim Kalkovn« er siden starten i 2007 blevet et udstillingsvindue for nordjyske kunstnere og kunsthåndværkere og sætter i år ny rekord med hele 33 udstillere
Årets påskeudstilling i Klim Kalkovn vest for Fjerritslev bliver den hidtil største, idet hele 33 udstillere fremviser kunst og kreativitet inden for maleri, skulptur, keramik, foto, tegninger, tekstil, træ, metal og læder.
»Kunst i Klim Kalkovn«, der på fem år er blevet en fast institution i det nordjyske kulturliv, har åbent alle påskedage kl. 13-17 fra skærtorsdag 21. april til anden påskedag 25. april.
I år har arrangørerne valgt et familietema, således at man vil opleve kunstnerisk samklang mellem forældre og børn, bedsteforældre og børnebørn eller søskende.
– Nogle gange oplever vi, at spirende talenter står i skyggen af deres mere kendte familiemedlemmer, og dem vil vi gerne have frem i lyset, forklarer Eva Kristensen fra kunstgruppen.
Også to fætre har slået sig sammen, hvoraf den ene fætter, Michael Iversen fra Agger, i øvrigt står for det musikalske indslag med sang, guitar og mundharpe ved ferniseringen skærtorsdag kl. 13. Ferniseringen byder også på lidt mundgodt, idet René’s Vin & Grønttorv i Fjerritslev giver smagsprøver på den nye Alverdens Casper guld-øl, mens Vesterhavsfisk serverer bidder af frisk fisk fra Jammerbugten.
Klim Kalkovn ligger i naturskønne omgivelser ved Klim Bjerg, og Eva Kristensen opfordrer alle til at lave en familietur ud af besøget på påskeudstillingen.
– Påsken falder jo sent i år, så der bliver helt sikkert mulighed for at nyde frokost- og kaffekurven i det fri, ligesom man kan tage sig en dejlig gåtur i det afvekslende terræn med det gamle kalkbrud og en fantastisk udsigt over store dele af Han Herred, foreslår hun.
Det yderst velbevarede kalkværk, der blev taget ud af drift i 1976, er i sig selv et lille stykke dansk kulturhistorie, idet man under besøget på påskeudstillingen får et fint indtryk af, hvordan der i generationerne forud blev brudt limsten ved Klim Bjerg for at brænde og forarbejde det »hvide guld« til gødnings- og bygningskalk i den omfangsrige ovn.
Over bygningen knejser den brede skorsten som et stolt vartegn, og inden døre vil man opleve et rustikt miljø med små nicher, der skaber en helt speciel ramme om kunstværkerne.
Klim Kalkovn har en årrække fungeret som et naturrum under Han Herred Naturcenter, men nu overdrages bygningen til Klim Landsbyforening, hvilket også markeres i forbindelse med ferniseringen skærtorsdag.
Lokalt er der mange idéer til, hvad kalkovnen kan bruges til ud over påskeudstillinger. Der er allerede holdt flere små koncerter, og til september planlægges en jagtudstilling med gevirer. – Vi forestiller os også, at der kan holdes separatudstillinger med kunstnere, tilføjer Eva Kristensen.
FAKTA
Kunst i Klim Kalkovn – Påskeudstilling 2011
KLIM STRANDVEJ 68 · KLIM ved FJERRITSLEV
ÅBEN 21.-25. APRIL 2011
ALLE DAGE KL. 13-17 · ENTRÉ 25,-
FERNISERING SKÆRTORSDAG 21. APRIL KL. 13.00
med musikalsk underholdning og servering
Ved ferniseringen overdrager Han Herred Naturcenter
officielt Klim Kalkovn til Klim Landsbyforening
UDSTILLERE
Agnethe Dujo Baltzersen • Skulpturer
Søren Dujo Løvstrøm • Malerier
Aino Møller • Keramiske kakler og malerier
Johannes Møller • Malerier
Annette Falk Lund • Oliemalerier
Karin Falk • Beklædning
Kathrin Heßler • Billeder
Emma Heßler • Tegninger
Birgith Villadsen • Billedsyning
Bent A. Larsen • Fotografier
Birgitte Arboe Mogensen • Skulpturer, malerier
Henrik Arboe • Billeder
Gerda Bruhn • Malerier
Jens Andersen • Malerier
Hans Mandøe • Akvarel
Jens Mandøe • Malerier
Henrik Westergaard • Skulpturer og malerier
Freja, Samara, Emilie og Cæcilie • Billeder
Lene Gabel Nielsen • Beklædningsfilt
Johannes Gabel Nielsen • Træ- og metalarbejde
Rie Kaae • Keramik
Margit Andersen • Lædervarer
Dorte Hansen • Kollager og kort
Michael Iversen • Malerier
Brian Iversen • Malerier
Ruth Berg • Malerier
Uffe Berg • Skulpturer og malerier
Sonja Bartholomæussen • Billeder
Eva Kristensen • Filtbilleder
Vester Thorup Efterskole • Trærelief